Kære naboer
Julen nærmer og kirsebærtræerne har fået lys på flere steder – Det er både smukt og hyggeligt.
Siden generalforsamlingen har der været arbejdsdag på fællesarealet, og mange tak for indsatsen til alle jer der deltog i arbejdet. Der blev gået til den og resultatet er blevet virkelig flot.
I afdelingen for om noget er flot eller ej, så har vi modtaget et par henvendelser fra beboere, som er bekymrede for udviklingen mht. placering af de nye plastikskraldespande. Der er nogle få, som har placeret dem i eller udenfor hækken og det er ifølge vores vedtægter ikke tilladt - Der skal være levende hegn ud mod veje og stier. Det er heller ikke tilladt at lægge fliser i fortovet, som skal være med perlesten. Da vi med tiden får endnu flere af disse grimme plastikskraldespande, og andre evt. kunne lade sig inspirere af de forkert placerede skraldespande, deler bestyrelsen denne bekymring. Vi vil derfor gerne opfordre alle, til at holde skraldespandene inde bag hækken, så her ikke kommer til at ligne en skraldeplads og vi også i fremtiden kan nyde synet af vores smukke veje.
Bestyrelsen har modtaget en opsigelse af vores snerydningsaftale og vi er derfor i fuld gang med at finde en ny leverandør. I mellemtiden må vi minde om at hvis sneen kommer, så skal man rydde sne helt ud til midten af vejen ud for ens matrikel, da det er en privat vej. Det er selvfølgelig det arbejde vi arbejder på at få løst, så I ”blot” skal sørge for indkørslen (hvis man vil have hentet affald) og fortovet.
Husk også at bruge Nabohjælp appen hvis I er væk over jul og nytår, så vi kan hjælpe hinanden med at forebygge indbrud.
Aktiviteter i 2022:
- Søndag d. 27. februar: Fastelavn - Bestyrelsen inviterer hvis muligt pga. Corona situation.
- Onsdag d. 9. marts: Generalforsamling - Indkaldelse med dagsorden omdeles minimum en måned inden.
Husk, at jvf. vedtægterne skal forslag sendes til bestyrelsen senest 1/1-22!
Bestyrelsen ønsker alle beboere i Garvergården en glædelig jul og et fantastisk nytår!
De bedste hilsner
Charlotte, Steffen, Bo, Kasper, Torben, Peter og Jennifer